Medlemskab til Kløverlund

Et medlemskab til Kløverlund er en sæsonbaseret aftale, hvor man bliver en del af gårdens grøntsagsproduktion gennem hele vækstsæsonen.

Medlemskabet er den praktiske ramme om det fællesskabsbaserede landbrug – hvor medlemmerne direkte støtter sit lokale landbrug ved at købe en andel af høsten på forhånd.

Som medlem bidrager man til, at produktionen kan planlægges forud (fx indkøb af frø, planlægning af mængder mv). Til gengæld modtager man hver uge sin del af høsten, i takt med at sæsonen udfolder sig.

Medlemsskabet giver en sikkerhed for landbruget, der bliver mindre sårbart for økonomiske og klimamæssige udsving. Hvis en afgrøde fejler deler medlem og landbrug risikoen. Hvis en afgrøde til gengæld går exceptionelt godt kommer det medlemmerne til gode i form af større mængder i den ugentlige høstpose.

Sæsonen - fra forår til efterår

Medlemskabet løber fra uge 21 til og med uge 44, altså fra midten af maj og helt frem til slutningen af oktober.

Allerede i foråret begynder de første grøntsager at finde vej fra marken, og hen over sommeren tager høsten for alvor fart. Sæsonen følger naturens egen rytme – fra de første spæde afgrøder til en rig og varieret sensommer og et mere robust efterårsudbytte.

Hver uge modtager man ugens høst, sammensat ud fra det, der er klar i marken netop dér i sæsonen.

Hvad indeholder ugens høst?

Indholdet i grøntsagsposen varierer naturligt gennem sæsonen og afspejler både årstid, vejr og dyrkningsforhold.
Der dyrkes og høstes mere end 80 forskellige grøntsager og urter, hvilket giver en stor variation hen over året.

Størstedelen af indholdet består af grøntsager og urter, men i sæsonen vil der også være jordbær og æbler fra gården.

Urterne udgør en vigtig del af høsten og spænder fra de velkendte til mere specialiserede sorter. De kan bruges på mange måder – både som smagsgivere, grønt i sig selv og som en måde at udvide sit køkken og sine vaner på.

Nogle afgrøder vil være gennemgående, mens andre dukker op i kortere perioder. Indholdet er altid et direkte billede af, hvad marken kan levere den pågældende uge.

Høsten er mere sparsom i begyndelsen af sæsonen og mere rig, når sommeren topper – præcis som det er i et landbrug, der følger naturens tempo.

Fra mark til medlem

De allerfleste grøntsager udleveres samme dag som de høstes og bringes direkte videre til medlemmerne.
Som medlem vælger man selv, hvor man ønsker at hente sin ugentlige høst.

Der er mulighed for afhentning:

  • på Kløverlund, for dem der bor lokalt 

  • i København, for dem der gerne vil støtte et lille, lokalt landbrug – også selvom de bor i byen

Det er muligt at tilmelde sig privatlevering i Ringsted og Sorø mod et mindre gebyr.

Fællesskabet omkring gården

Medlemskabet indebærer ikke krav om aktiv deltagelse, men giver mulighed for at følge livet på gården i det omfang, man har lyst. Der inviteres til arbejdsdage og markvandringer, hvor der er mulighed for at lære mere om de enkelte afgrøder, stille spørgsmål og være med til de praktiske opgaver i marken.

Hver uge modtager medlemmerne et nyhedsbrev, hvor ugens høst præsenteres. 

Det gør det nemt at planlægge måltiderne og få brugt alle råvarerne. Indimellem følger idéer til opskrifter og inspiration til at bruge grøntsagerne på nye måder, samt mulighed for tilkøb af blomster og andre ekstra produkter, der er dyrket efter samme værdier. 

Her deles også glimt fra sæsonens gang – både det, der lykkes, og de udfordringer, der naturligt opstår i et lille landbrug.

Hvem er medlemskabet for?

Medlemskabet er for både dem, der ønsker at være tæt på landbruget, og for dem, der primært ønsker gode, lokale grøntsager som en del af hverdagen.

Det afgørende er ikke graden af deltagelse, men ønsket om at bakke op om en anden måde at organisere vores fødevareproduktion på – i lille skala, med gennemsigtighed og respekt for jordens vilkår.

Ugens høst 

Hver uge sammensættes ugens høst til medlemmerne ud fra det, der er klar i marken i den pågældende uge. Som hovedregel er der 7-8 forskellige grøntsager og urter hver uge, men først på sæsonen kan der dog være færre afgrøder.

I maj kan høsten fx bestå af salater, friske hvidløg, asparges, persille, radiser, pak choi og dild. 

I juli kan man fx finde ribs, jordbær, kartofler, gulerødder, hestebønner, timian, bladbeder og broccoli. 

September byder fx squash, æbler, hvidkål, porrer, rødbeder, hovedsalat, spinat og timian.