
Økologisk jordbrug i Gyrstinge på Midtsjælland
Kløverlund er et økologisk certificeret jordbrug, hvor jorden dyrkes ud fra regenerative principper. Gården er beliggende i Gyrstinge, mellem Ringsted og Sorø og drives i lille skala på knap 5 hektar landbrugsjord.
Her arbejdes der med grøntsagsdyrkning, flerårige afgrøder og en langsigtet tilgang til jorden, hvor der lægges vægt på variation, jordsundhed og et lokalt fællesskab om dyrkningen.
En del af arealet er plantet til med valnødde- og spisekastanjetræer, og imellem træerne dyrkes grøntsager og urter. Der plantes løbende nye bærbuske, frugttræer og læhegnsplanter som en del af gårdens udvikling.
Kløverlund er et sted, hvor jorden dyrkes ud fra regenerative principper og dyrkningsmetoder, der har fokus på jordens frugtbarhed og robusthed over tid. Vi lærer hele tiden og hver sæson bringer os nye erfaringer som over tid skal bidrage til at vi skaber så bæredygtigt et jordbrug som muligt.
Hvad er regenerative principper?
Regenerative principper handler om at opbygge og forbedre jordens frugtbarhed, biodiversitet og økosystemernes modstandskraft, i stedet for blot at udnytte dem. I landbrug betyder det at arbejde med naturens egne processer for at skabe sunde planter, renere vandmiljøer og give gode betingelser for det væld af mikroliv der er til stede i jord.
Jorddække
Jorddække beskytter jorden mod erosion, udtørring og temperatursvingninger. Ved at dække jorden med planterester eller levende planter mindskes ukrudtspres, og jordens mikroorganismer får bedre levevilkår. Det øger indholdet af organisk materiale og forbedrer jordstrukturen, så jorden både kan modstå kraftige regnskyl og længere tørkeperioder.
Levende planterødder året rundt
Levende rødder i jorden så mange måneder om året som muligt er centralt i regenerativ dyrkning. Rødderne fodrer jordens mikrobiologi med rodudskillelser, binder kulstof i jorden og forbedrer både vandinfiltration og næringsstofkredsløb.
Minimal forstyrrelse af jorden
Minimal jordbearbejdning betyder at undgå dyb pløjning og kraftig mekanisk forstyrrelse. Når jordens struktur og svampe-netværk bevares, øges jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer.
Diversitet i planter
Høj plantediversitet skaber robuste økosystemer. Ved at dyrke mange forskellige arter og sorter, fx i sædskifte eller blandingsafgrøder, mindskes sygdoms- og skadedyrspres, og næringsstoffer udnyttes bedre i hele rodzonen.
Regenerative principper kan anvendes i både landbrug og haver og bidrager til sundere jord, stærkere planter og mere modstandsdygtige landskaber.

Kløverlund har modtaget etableringsstøtte til unge landbrugere samt økologisk arealtilskud til at omlægge og drive bedriften økologisk fra Den Europæiske Union

Produktionen er certificeret økologisk. Økologisk autorisationsnummer 1108322.
